Hvad er roaming, og hvad betyder det for dig, når du rejser?

Du lander i lufthavnen, slår flytilstand fra – og få sekunder efter tikker der en besked ind: Velkommen til …”. Samtidig skifter netværksnavnet øverst på din skærm. Din mobil er allerede koblet på et udenlandsk netværk. Det er lige her, roaming kommer ind i billedet.

Roaming er det, der gør, at du stadig kan ringe, sende SMS’er og bruge internet på mobilen, selvom du er uden for Danmark. For de fleste fungerer det helt automatisk – men afhængigt af hvor du rejser hen, kan roaming have stor betydning for både dit dataforbrug og din mobilregning. Her guider vi dig til, hvad roaming er, hvornår du bruger det, og hvordan du undgår ubehagelige overraskelser, når du er i udlandet.

Hvad betyder roaming helt konkret?

Roaming betyder, at din mobil automatisk kobler sig på et udenlandsk mobilnetværk, når du er uden for Danmark. Det sker gennem aftaler mellem dit danske mobilselskab og lokale teleselskaber i det land, du befinder dig i.

I praksis betyder det, at du kan:

  • Ringe og modtage opkald
  • Sende og modtage SMS’er
  • Bruge internet og apps på mobilen

Forestil dig, at du er på ferie i Spanien. Du tænder din mobil, åbner Google Maps for at finde vej til hotellet og sender en besked hjem. Selvom du ikke er på dit danske netværk, virker det hele – fordi du bruger roaming.

Hvornår bruger du roaming?

Du bruger roaming, så snart du tager din mobil med uden for Danmark – også selvom det bare er en kort tur. Det sker ofte helt automatisk, uden at du lægger mærke til det.

Typiske situationer kan være, når du:

  • Er på ferie i Europa og tjekker åbningstider, deler billeder eller finder vej
  • Er på forretningsrejse og svarer på mails eller tager opkald på farten
  • Kører en tur over grænsen til Tyskland og bruger GPS’en til at finde en tankstation
  • Har mellemlanding i udlandet og bruger mobilen i lufthavnen

Hver gang du bruger mobilen i udlandet, er det roaming, der gør det muligt.

5 tips til ro i maven og styr på mobilregningen

  • 1. Hold øje med dit forbrug

    Sæt en datagrænse på mobilen, så du får en advarsel i tide.

  • 2. Tjek udlandspriser inden afrejse

    Få overblik over priser på data, opkald og SMS til dit rejsemål.

  • 3. Brug WiFi så meget som muligt

    Perfekt til streaming, opdateringer og store uploads på hotel eller café.

  • 4. Slå dataroaming fra, hvis du er i tvivl

    Især uden for EU er det den sikreste måde at undgå uventet dataforbrug.

  • 5. Download det vigtigste hjemmefra

    Billetter, kort, serier og musik – så er du mindre afhængig af mobildata.

Koster roaming ekstra?

Det korte svar er: Ofte nej – men nogle gange ja.

Inden for EU gælder reglerne om “Roam Like at Home”. Det betyder, at du som udgangspunkt kan bruge din mobil på samme vilkår som derhjemme – med samme priser på opkald, SMS og data, inden for dit abonnement.

Der er dog nogle vigtige undtagelser:

  • Har du fri data i Danmark, kan der være en lavere datamængde inkluderet i EU
  • Opholder du dig længere tid i udlandet, kan der gælde fair use-grænser

Rejser du uden for EU, kan roaming hurtigt blive dyrt, hvis du ikke holder øje med dit forbrug. Derfor kan det være en god idé at tjekke, hvordan dit mobilabonnement fungerer.

Se udlandspriser her

Hvornår skal du bruge dataroaming?

Dataroaming bestemmer, om din mobil må bruge mobildata, når du er i udlandet.

Slå dataroaming til, når:

  • Du er i EU
  • Du har brug for navigation eller information på farten
  • Du sender beskeder, og der ikke er WiFi

Slå dataroaming fra, når:

  • Du er uden for EU
  • Du vil undgå baggrundsforbrug fra apps
  • Du primært bruger WiFi

Et godt råd er at have det slået fra, når du ikke aktivt har brug for data – især uden for EU.

Ofte stillede spørgsmål om roaming

  • Virker roaming automatisk?

    Ja, i de fleste tilfælde gør det. Din mobil skifter automatisk til et udenlandsk netværk, når du krydser grænsen. Du kan dog altid selv slå roaming til eller fra i indstillingerne.

  • Kan jeg modtage opkald og SMS gratis i udlandet?

    Inden for EU er det som regel på samme vilkår som hjemme. Uden for EU kan der være ekstra omkostninger – også for modtagelse.

  • Bruger apps data via roaming?

    Ja. Når dataroaming er slået til, bruger apps mobildata via roaming – også i baggrunden.

  • Hvordan tjekker jeg mit dataforbrug?

    Du kan se dit forbrug direkte i mobilens indstillinger eller via dit mobilselskabs selvbetjening. Mange mobiler giver også mulighed for at sætte forbrugsadvarsler.

  • Hvad er forskellen på roaming og mobildata?

    Mobildata er selve internetforbruget. Roaming betyder, at din mobil bruger mobildata (og opkald/SMS) via et udenlandsk netværk.
    Kort sagt: Mobildata er forbindelsen – roaming er, når du bruger den i udlandet.