Baggrund
Baggrund

Nord Energi Fibernet sikrer andelshaverne adgang til internet og TV fra Altibox

Ne+Altibox

Nord Energi Fibernet har netop indgået en aftale, som giver Altibox adgang til at levere hurtigt, sikkert og stabilt internet samt TV til de mere end 100.000 husstande, der er dækket af Nord Energis fibernet. 

Nord Energi Fibernet har besluttet sig for at åbne fibernettet for så mange udbydere af internet og TV som muligt. Åbningen skal sikre andelshaverne og husstandene i Nord Energi Fibernets dækningsområde, flere valgmuligheder. 

Første skridt mod et bedre og bredere internet og TV udbud

Nord Energis aftale med Altibox er den første af flere aftaler, som Nord Energi vil indgå med udbydere af internet og TV for at sikre andelshaverne et bedre og bredere internet og TV udbud fremover. Dette vil i fremtiden give frit valg af udbyder, modsat i dag hvor der kun er en udbyder på fibernettet.

Den nye aftale indgås via OpenNet, som understøtter aftalen med platform og standardaftaler, og Nord Energi forventer at indgå yderligere aftaler via OpenNet. 

- Aftalen med Altibox er for os første skridt i at give flere udbydere af internet og TV adgang til fibernettet. Flere udbydere betyder konkurrence og dermed flere valgmuligheder for vores andelshavere og husstande i dækningsområdet. Flere valgmuligheder skulle gerne betyde, at en større andel af husstandene i vores dækningsområde vælger internetadgang og tjenester via fibernettet, forklarer Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet.

Nord Energi Fibernet har planer om, inden udgangen af 2020, at udbygge fibernettet til at dække minimum 95% af de godt 121.000 husstande, der er i Nord Energi Fibernets dækningsområde. Det forventes at Altibox  kan levere TV og Internet til husstandene i Nord Energi Fibernets dækningsområde i slutningen af 2019.

Et anderledes og attraktivt internet og TV udbud

- I Altibox glæder vi os over aftalen med Nord Energi Fibernet og ser frem til, at vi omkring årsskiftet kan tilbyde alle husstande i Nord Energi Fibernets dækningsområde internetadgang og TV via fibernettet. Altibox er formentlig ukendt for de fleste nordjyder, men faktisk er Altibox med over 550.000 kunder den største udbyder i Skandinavien af internet og TV via fiber. Udover hurtigt, sikkert og stabilt internet vil nordjyske husstande, der vælger Altibox, opleve branchens bedste kundeservice og få et anderledes TV-udbud på en helt ny TV-platform, der giver en unik brugeroplevelse, udtaler Søren Harding, som er administrerende direktør i Altibox Danmark.

Altibox er i Danmark en regional udbyder på fibernet i Vest- og Midtjylland, men vil benytte åbningen af de danske fibernet til at blive national udbyder af internet og TV. Aftalen med Nord Energi Fibernet er for Altibox et vigtigt skridt i realisering af denne målsætning.

OpenNet: Lige vilkår for alle

OpenNet har udviklet en brancheplatform, som systemmæssigt kan håndtere både netejere og tjenesteudbydere, hvilket muliggør den nye bredbåndsaftale. Når samarbejdet sker gennem OpenNet, får både Altibox og Nord Energi muligheder for at samarbejde med flere af de partnere, som har indgået samarbejdsaftaler med OpenNet, og begge parter ser frem til yderligere samarbejdsaftaler. 

For yderligere information

Christian Frost Lauritsen, Nord Energi Fibernet, tlf. 5154 1110

Søren Harding, Altibox, tlf. 5313 2270

Om Nord Energi Fibernet A/S

Nord Energi Fibernet A/S etablerer og ejer fibernettet i Nord Energis forsyningsområde samt Sæby, Frederikshavn og Læsø – i alt 121.000 potentielle husstande, og startede udrulning i 2006.  Nord Energi Fibernet A/S forestår driften, vedligeholdelsen og udviklingen af fibernettet, herunder udrulning, installation og service samt vedligeholdelsen af det passive net. Nord Energi Fiber er en del af Nord Energi koncernen med hovedsæde i Hjørring.

Om Altibox

Altibox er en norskejet virksomhed, som hører under energikoncernen Lyse Energi med hovedsæde i Stavanger. I 2008 etablerede Altibox sig i Danmark og har i dag over 35.000 kunder i Vest- og Midtjylland via samarbejde med seks energi-/fiberselskaber. Energi-/fiberselskaberne ejer fibernettene, mens Altibox leverer internet, tv og telefoni via fibernettene. Altibox har som den tredjestørste udbyder i Norge mere end 550.000 kunder. Læs mere om Altibox som fibernetudbyder i Nordjylland.

Om OpenNet

OpenNet er et selskab, der blev stiftet i 2018 af energiselskabet Eniig med henblik på at etablere en fælles indgang til fiberselskabernes åbning af nettene. OpenNet har som mål at samle branchen i en fælles løsning, og har allerede aftaler med TDC/YouSee, Altibox, Telenor, Eniig, SE og Nord Energi.