Altibox øger hastigheden til 1000 megabit

8. april 2016

Nu har alle Altibox-kunder adgang til højhastighedsbredbånd på 1000 megabit pr. sekund (1 Gbps). Den nye hastighed bliver motoren for fremtidens streamingmuligheder og smarte hjem med flere internetopkoblede enheder, som allerede er i hastig udvikling. Det sker også som et led i at efterkomme den stigende trafik på Altibox-nettet.

"Vi oplever, at efterspørgslen på mere båndbredde er stigende dag for dag. I det sidste års tid har vi set en stigning i kundernes dataforbrug på over 30 procent i vores netværk. Som udbyder af Danmarks hurtigste internet er det naturligt for os at være på forkant med udviklingen, derfor skruede vi op for hastigheden til alle vores kunder i efteråret og introducerede 1000/1000 Mbit her ved årsskiftet", siger adm. direktør Søren Harding, Altibox.

Flere hastigheder sikrer kundernes behov

Altibox har en teknisk fiberplatform med næsten ubegrænset kapacitet. Den første privatkunde blev tilsluttet 1000 Mbit i Thisted allerede i november 2015. I begyndelsen af 2016 har endnu flere kunder valgt superbredbånd på 1000 Mbit specielt i byerne Ikast, Thisted og Lemvig.

"Vi ser, at der er store individuelle variationer i kundernes behov, og derfor kan de vælge mellem flere bredbåndshastigheder helt op til 1000 Mbit. Kunderne skal være sikre på, at Altibox altid kan tilbyde dem lige den hastighed, de har brug for", siger Søren Harding, Altibox.

Streaming og flere enheder udfordrer bredbåndshastigheden

Som gennemsnitlig bruger af internettet kan man måske undre sig over, hvad man skal bruge hastigheder på 1000 Mbit til, men stigningen i antallet af enheder i hjemmene kombineret med de nye streamingtjenester er blandt de vigtigste årsager til den øgede trafik i det sidste års tid.

"Vi ser tydeligt, at streamingtjenester som Netflix og nye standarder som 4K og snart 8K er med til at øge forbruget af båndbredde. Skal vi have tilstrækkelig kapacitet til at imødekomme de fremtidige krav til hurtigt, stabilt og symmetrisk transmission af data, så skal vi konstant følge udviklingen og tilpasse fibernettet. Vores fibernetkunder kan uden bekymring bruge alle former for internetopkoblede enheder nu og i fremtiden med så stærke hastigheder, som vi kan tilbyde. Vores vigtigste opgave er hele tiden at sikre, at fibernettet er flere skridt foran båndbreddeudviklingen samtidig med, at det er 100 procent stabilt", siger teknisk chef Lars Thorup Nielsen, Altibox.

Altibox' første fibernethastighed i 2006 var på 2,5/2,5 Mbit. Siden er hastighederne gradvist øget i takt med større dataforbrug. I 2014 blev det muligt at bestille op til 500/500 Mbit. Nu i 2016 har alle kunder mulighed for at opgradere til højhastighedsbredbånd på 1000/1000 Mbit.